I forhold til mock-uppen vil denne blive et udsnit af den store ide, idet vi vil fokusere på at undersøge musikken og teknologien omkring den. Dette er det der kaldes en vertikal prototype.

mock up 26-04-2010

Gruppen vil lave en mock up af vores intervention i Tronholmparken.

Vi vil lave mulighed for at høre musik i parken- Musikken skal være styret at brugerne selv og vi vil undersøge hvordan brugerne interagerer i forhold til vores designprojekt.

vi vil få fat i brugerne ved at få kaosambassaden til at poste en meddelelse om at vi kommer en bestemt dag og gerne vil lave noget med dem. ligeledes vil vi forsøge at skrive til de unge vi har snakket med tidligere på kaosambasaden og få dem til at komme og ideudvikle.

Mock-uppen vil bestå af:

• tæpper og stole, fatboy
• musik anlæg, mp3 afspillere og højtalere
• kamera(til at vise brugerindvolveringen)
• papkasser til at putte musikken ind i (højtalere skal være skjult)
• fjernbetjening (skal illustrere hvordan musikken skal styres og hvilke funktioner det skal have)
• har de både mobil og mp3/ipod
• hærværk/positivt panoptikon
• grooweshark

Mockuppen skal være med til at finde ud af hvordan teknologien helt praktisk skal fungere og hvilke teknologier der kan anvendes.

Ideudvikling:

• internetforbindelse ?
• mobilkode/ sms til XXXX/ så får man en kode hvor man logger på højtaleren
• lydbøger
• tilknytning til radio ABC

Hvad får vi ud af mock-uppen?

• ingen test
• musikkens indvirkning på at skabe rum i rummet
• hvilken teknologi der skal anvendes
• hvilken lydgenre (radio, hits, lydbøger)
• skal musikken knyttes an til events, randersugen, radio abc,

Procesmap

Vores artefakt-repetoire

Med et designartefakt forstået som den kombination af metoder og teknikker, vi har valgt at anvende, har vi løbende i processen tilføjet diverse remedier til vores artefakt-repetorie. Vores handlinger er altså hele tiden medieret af bestemte teknikker og metoder. Der findes forskellige niveauer inden for designartefakter – forstået som grupper af what, how, why og where-to artefakter (Bødker og Iversen, 2002:13). Men for professionalisere designprocessen, jf. Bødker og Iversen, bevæger vi os på nuværende tidspunkt i processen med to konstituerende elementer: et Why artefakt samt et Where-to artefakt.

Begrundelsen for at vælge Cultural Probes-teknikken som én af vores brugerinvolverende teknikker var fx, at vi ønskede at lade netop denne fungere som et Why-artefakt. Vi ønskede ikke blot at få kortlagt de unge randrusianeres færden, men også at få uddybet denne praksis med et ’hvorfor’, jf. afrapporteringen – vi ønskede at komme længere ned i materien og forstå den indre logik bag deres hverdagspraksisser. Begrebet Loose Space har desuden også fungeret som et Why-artefakt for os, idet et begreb som looseness har hjulpet med til at understøtte vores forståelse af brugernes ønskede praksisser, da dette begreb netop tager fat i noget ikke-udtalt ved menneskets foretrukne handlinger/aktiviteter.

Som en overbygning herpå har Inspiration Card workshoppen nærmere fungeret som et Where-to artefakt, idet besvarelserne fra workshoppen var med til at lede os videre i processen. Særligt ved at teknikken hjalp målgruppen med at slippe fantasien løs. Den opfindsomhed, der dukkede op, hjalp os som designere med at forandre vores forståelse af de unges aktiviteter og altså vores overordnede objekt. Sideløbende har vores vision også fungeret som et Where-to artefakt, og den er med tiden blevet meget konkretiseret. Vi er blevet bevidste om vigtigheden i, at særligt visionen som Where-to artefakt er fælles for alle medlemmer i gruppen, så alle er på vej mod samme mål.

I forlængelse heraf har både operative billeder og scenarier fungeret som Where-to artefakter. Både indbyrdes i gruppen og i forbindelse med præsentation af projektet. Ifølge Bødker og Iversen er scenarier med til at igangsætte ideer, der er innovative, men samtidig realistiske og teknisk mulige. Scenarier ”[…] help grasp user experience, get real world reference, avoid failure due to the blindness of designers, provide material for mock-ups, and mediate communication throughout the design process.” (Bødker og Iversen, 2002: 15). Indbyrdes i gruppen har scenarier særligt været med til at opretholde projektets forbindelse til virkeligheden. Derudover har den også – sammen med visionen – dannet grundlag for kommunikation.

Til vores præsentationer af projektet har scenariet særligt fungeret som kommunikationsmedie mellem tilhørere og designere, hvilket har dannet grobund for at kritiske spørgsmål er blevet stillet dertil. Et faktum, der understøtter det, at man, jf. tidligere citat, som designer kan stirre sig blind på sit objekt. Pt. danner fremtidsscenariet materiale for en fremtidig skabelse af en mock-up. Dog efter en indsnævring og fokusering af scenariet. Scenarier kan være åbne eller lukkede. De åbne giver brede og begrebsmæssige besvarelser, mens besvarelser på de lukkede er mere specifikke og detaljerede (Bødker og Iversen, 2002: 15).

Man kan argumentere for, at vores fremtidsscenarie er for åbent og bredt til at give specifik respons på vores primære design-tematik – tilføjelsen af et auditivt lag i parken. Fremtidsscenariet er dog en del af den kreative proces og repræsenterer et kvalificeret bud på fremtidens muligheder i Tronholmpaken og understøtter dermed forholdet mellem gruppens handlinger og refleksioner. Scenarier har netop et dobbelt formål, ifølge Bødker og Iversen: de skal fremkalde beslutninger skabt i designsituationen samt fungere som kommunikationsmedie (Bødker og Iversen, 2002: 15).

Re-Vision

At skabe en intervention som forbedrer byrummet for de 18-25 årige og derigennem implicit redefinerer Randers som kulturel by.


Den røde tråd indtil nu:
- Imageproblemet
- SWOT analyserne ==> fokus på ungepotentialet
- Kommunens ønsker (demografi)
- Egne indtryk af byen - tæthed (via Bthere)
- Brugerinvolvering (workshop og undersøgelse)
- Forskel ml. de unge og de "ældre" unge

Opsamlende kommentarer til afl. 2

Ved starten af dagen var vores primære målgruppe de unge i aldersgruppen fra 10. klasse op til slutningen af ungdomsuddannelserne. I løbet af disse workshops indså vi dog, at denne gruppe ikke var homogen. Helt generelt set, besad de mellem 18 og 25 en større grad af modenhed og havde derfor nogle andre værdier end de mellem 15 og 17. Vi valgte at fokusere på de førstnævnte, de lidt mere modne, da vi i vores undersøgelser har kunnet se det mønster at det er til denne gruppe der generelt set mangler tilbud. Der skete således en forandring af målgruppen i løbet af dagen. Det var især omkring holdningen til Justesens Plæne der udgjorde denne opdeling; hvor de yngre havde en større tendens til at tilbringe tid der, havde de ældre ikke lyst til dette, netop på grund af de yngres tilstedeværelse. Dette gav os en lyst til at skabe noget, der står i opposition til Justesens Plæne ved Tronholmparken, og som dermed også for de ældre.

Vi havde løbende mulighederne for Tronholmparken for øje i løbet af workshops’ene, og var derfor især interesseret i de unges opfattelse af denne lokalitet. Vi erfarede at langt størstedelen hverken bruger den eller er bekendt med dette ”grønne område på den anden side”, men der er nogle få der holder sig opdateret omkring stedet. Denne uvidenhed var især markant ved cultural probes-workshoppen; kortlægningen.

Gennem kontakt med vores intenderede brugergruppe, blev vi mere bevidste omkring forskellige grupperinger indenfor gruppen. Oprindeligt havde vi ikke tænkt på en skelnen mellem Randers Tekniske Skole og Randers Statsskole; men faktisk repræsenterer disse to institutioner vidt forskellige miljøer, som de unge virker til at være ret bevidste om selv – hvad det er faggrupper, uddannelsessted eller tøjstil der definerede adskillelsen. Vi havde blot haft aldersgruppen in mente, men dette gav os mulighed for at opnå endnu flere aspekter ved vores opgave, hvilket også er en del af cultural probes-teknikkens rationale (Gaver et al., 1999, side 24).

Aflevering 2.

Brugerinvolvering

Kortlægning af de unges praksisser via Cultural Probes

Da vi stod over for at skulle interagere med vores valgte målgruppe – de unge randrusianere – havde vi endnu ikke lagt os helt fast på en lokalitet i byen, men havde fokus på et område udendørs. Vores mål med at inddrage brugerne var derfor primært at få kendskab til deres færden i byen, da dette ville hjælpe med til at udpege det helt rette sted for vores intervention.

Vi havde længe haft et ønske om at forsøge at tracke de unge randrusianeres færden via GPS eller lignende i bedste situationist-stil. Et lignende projekt har allerede fundet sted, idet unge aalborggenseres færden er blevet kortlagt via GPS-udstyr (http://vbn.aau.dk/research/aalborg_undersoegelsen_2009(18198401)/). Dette var en inspiration for os, og vi var særligt interesseret i at få besvaret et hvorfor forbindelse med en sådan kortlægning. Valget af Cultural Probes med mapping som ’sonde’ skyldtes netop denne lille forhistorie. Med Cultural Probes som anvendt teknik var det muligt for os at rette henvendelse til den givne målgruppe på en anden måde end ved traditionelle metoder som fx spørgeskemaer. Da målgruppen ikke i regelen ved, hvad de gerne vil have, er det væsentligt at spørge på en anden måde. Teknikken kunne altså være med til at fremprovokere nogle inspirerende svar fra forskellige grupperinger i samfundet (Gaver et al., 1999: 22) og dermed også konkretisere projektet ved at give os et indblik i samt hjælpe os til at forstå de unges hverdagspraksisser. Hvor befinder de sig i byen og hvorfor?

Selve seancen

Med 40 A3-bykort over Randers centrum og tilsvarende mængde A4-kort med et byudsnit taget længere udefra drog vi mod Randers Statsskole og Randers’ Tekniske skole. På Statsskolen havde vi base ved to borde placeret på en lang gang. På hvert bord var der kort og tuscher til brugerne, og parvist kom studerende fra 3.g ud fra deres undervisning for at være med i denne uformelle undersøgelse. Vores synlighed fik stor betydning, idet mange potentielle brugere kom forbi og spurgte nysgerrigt: ”Hvad er det I laver?”. De fleste var mere end villige til at slå sig ned og deltage i ti minutter for at blive hørt. Deriblandt var vi så heldige at der var 9. klasses elever tilstede på brobygning, så vi også lejlighed til at udføre workshoppen med disse.

Oprindeligt havde vi tænkt, at brugerne skulle markere deres favoritsteder med to forskellige farver, som symboliserede hhv. en sommer- og en vinterdag. Dette lod sig dog ikke gøre i praksis, kunne vi hurtigt erfare, men distinktionen hjalp de unge med at reflektere over deres færden. Bykortet som materialitet og kommunikations-medium fungerede endvidere som et godt holdepunkt for de unge. Så var der noget at kigge på, når vi som provokatører (Gaver et al., 1999: 25) stillede dem spørgsmålet: Hvor hænger du mest ud i Randers? Kortene fungerede derved som interventioner, der kunne overbringe inspirerende, ukendt viden til os omkring brugernes præferencer.

Brugerne skulle oprindeligt selv have siddet og skraveret kortene, mens vi som designere blot ville nærme os informanterne til slut for at få uddybet deres besvarelser. Dog viste det sig, at der i løbet af seancen udspillede sig en rigtig god sparring og dynamik, når de sad to og to. Faktisk opstod der en slags forhandling omkring deres identitet samt brug af opholdssteder set i et John Storeysk perspektiv, idet de kunne minde hinanden om både deres fælles og forskellige opholdssteder (Storey, 2003: 79ff). At de sad sammen to og to var desuden en stor hjælp i forhold til selve det at læse kort. Vi gjorde os den erfaring, at det en anden gang vil være en fordel at anvende kort, hvor de mest centrale steder i byen er markeret med navne.

Informanternes udvekslinger var så berigende, at vi besluttede os for hele tiden at sidde med ved bordene for direkte at interagere med brugerne og gennemføre uformelle interviews. Dette gav os endvidere også mulighed for at stille uddybende eller opklarende spørgsmål. På den Tekniske Skole kørte vi videre med den erfarede gruppedynamik og gik derfor enkeltvis rundt til diverse faggrupper, der holdt frokostpause i kantinen. Vi medbragte ét kort, som de alle kunne kigge på, tale løst og fast om samt skravere. Og igen udviklede dette sig til uformelle interviews mellem designeren og brugerne.

Efterrationaliseringer

Efter at have indsamlet diverse data fra informanterne gennemgik vi alle besvarelser og noter i fællesskab, hvorefter vi samlede populære og ikke-populære lokaliteter på ét kort for at danne os et overblik. Efter at have område-opdelt diverse citater sprang en ikke-udtalt problematik i øjnene: Byen mangler udendørs tiltag for unge over folkeskolealderen. Besvarelserne er, jf. teknikken, vanskelige at tolke udfra, da der ikke er nogle faste parametre at analysere på. Dog har vi fået et stort kendskab til målgruppen og deres hverdagspraksisser. Måske vil de involverede oven i købet også gå ud i Randers by med nye briller efter at have reflekteret over deres færden, set som parallel til situationisternes gentænkning af byens rum via psykogeografien? Nogle af de unge vil formentlig lave en ”re-reading” af byen (Sadler, 1998: 98).
Grundet vores begrænsede tid søgte vi at opnå en øjeblikkelig respons fra vores brugere. Derfor er vi også gået en smule imod teknikkens ’rationale’ og har gradbøjet teknikken ved ikke at lade sonden overgå til brugeren indtil vedkommende har besvaret opgaven og sendt materialet retur til designeren. Eksempelvis kunne vi have anvendt det populære ungdomsmedie SMS’en som besvarelses-medium. Dog valgte vi at gøre processen mere styret bl.a. fordi, vi oplevede, at den valgte målgruppe på flere områder havde brug for mere støtte. På trods af dette fik vi indsigt i en for os helt ukendt verden, hvilket har været til stor inspiration. Og ganske som Bill Gaver et al. påpeger i deres beskrivelse af teknikken, er sonder ”[…] invaluable in making us aware of the detailed texture of the sites […]” (Gaver et al., 1999: 29).

Man kan argumentere for, at vi i nogle tilfælde fremprovokerede nogle besvarelser med nogle lidt for ledende spørgsmål. Eksempelvis i forhold til Tronholmparken, da vi havde området in mente inden mødet med brugerne og altså søgte al den information om stedet som muligt. Dette gjorde processen ret kontrolleret, og vi var i disse tilfælde for dominerende. I hvert fald hvis man forholder vores brug af teknikken til arketypen, som Bill Gaver et al. beskriver med følgende: ”We wanted to lead a discussion with the groups toward unexpected ideas, but we didn’t want to dominate it.” (Gaver et al., 1999: 22).

Vi havde mange overvejelser både inden og efter seancen omkring personlig kommunikation. Eksempelvis gjorde vi meget ud af at fortælle brugerne, at undersøgelsen var en del af et projekt med kommunen, men at vi var på de unges side og ønskede at høre deres version. De unge var eksperterne.

Brug af Inspiration Card Workshop

Da der skulle vælges en metode der kunne bruges til at fremdrage kreative løsninger fra selve brugergruppen – de unge, faldt valget ret naturligt på Inspiration Card Workshops. Denne teknik blev af gruppen betragtet som en informations- og inspirationsorienteret tilgang der måske kunne producere brugbare resultater. Teknikkens hovedprincip er det at kombinere velkendte, etablerede elementer for at skabe nye. Halskov og Dalsgård peger selv i deres artikel på, at generering af nye ideer primært består af at sammensætte ældre elementer (Halskov & Dalsgård, 2006, side 3).

Udførelse

I forhold til valg af kort-typer, faldt valget på følgende 3 typer:

Domæne-kort: Disse bestod hovedsageligt af udendørs, fysiske områder. Dette var en form for benspænd sat op ad gruppen og måske en mere bogstavelig forståelse end hvad teksten lægger op til (Halskov & Dalsgård, 2006, side 4).
Eksempler: Buske, industri, vandområder.

Teknik-kort: Ved disse faldt valget på velkendte teknologier, således at vores brugergruppe kunne forhold sig til dem. Interessen var her centreret omkring hvilke teknologier de unge brugte og hvordan de forholdte sig til dem.
Eksempler: BlueTooth, Mp3-filer, touch-screen.

Værdi-kort: Denne ekstra type kort blev opfundet med det formål at forsøge at klarlægge hvilke værdier de unge forbandt med specifikke steder, men måske endnu mere hvilke de generelt forsøger at opnå i deres daglige virke.
Eksempler: Sammenhold, frygt, ro.

For at udføre denne workshop på mest optimal vis, valgte gruppen at udføre den på ungdomsinstitutionen KaosAmbassaden. Grunden for dette valg var den, at her ville de unge have mere overskud og tid til at gennemføre workshoppen - modsat fx på skoler hvor deres tid ville være begrænset. To sæt kort blev medtaget i tilfælde af, at muligheden opstod for flere workshops på en gang. Ved stedet virkede en gruppe til at kende hinanden - hvilket blev bemærket - og imødekommende. Disse blev bedt om at prøve workshoppen, hvilket de var positive overfor og påbegyndte processen.

Hvis der skulle anrettes kritik mod gruppens tilgang til workshoppen, kunne det fx være følgende:
> For at opnå en anden form for dynamik, kunne de unge udvælges individuelt i stedet for at udvælge en etableret gruppe - på trods af at dette også havde fordele som udtrykt af Halskov og Dalsgård (Halskov & Dalsgård, 2006, side 7). Dette ville have givet en anderledes sparring mellem de unge. Den pågældende artikel siger også, at workshoppen er egnet til at inddrage forskellige faggrupper i en organisation.
>En anden mulighed der blev forbigået, var at etablere flere forskellige grupper der kunne udvikle ideer og koncepter, som så til sidste kunne sammenbringes. Dermed blev der også mistet yderligere refleksioner og kritik fra andre potentielle brugere.

Fremtidsscenarie

nyt nutidsscenarie